Rootsy logo  
Rootsy logo

Recension
Luciano
Hail The Comforter
(JetStar Records)

Siden udgivelsen af gennembruds-albummet »Where There Is Life« i 1995 der blev produceret af Philip »Fatis« Burrell for Xterminator Records har den populære jamaicanske sanger Luciano indspillet for et væld af producere såvel indenfor som udenfor Jamaica. I 1998 standsede han samarbejdet med Island Records og har siden da udgivet fine albums på andre selskaber såsom »Serve Jah«, »Great Controversy«, »Sweep Over My Soul«, »A New Day« og indenfor det sidste år »Serious Times« og »Lessons Of Life«.

Ingen af disse album har dog helt kunnet måle sig med førnævnte »Where There Is Life«, hvilket dog heller ikke er tilfældet med det nyeste »Hail The Comforter«, der dog alligevel er et glimrende album i den absolut bedste ende af skalaen. Produceret for Crystal Ball med producer Chris »Coxsone« Hunt (nevø til den anerkendte producer Clive Hunt) bag knapperne, trækker »Hail The Comforter« musikalske minder frem fra tidligere Luciano album.

Titelnummeret er på den populære »Hand Cart Boy« riddim og er som titlen indikerer en stærk hyldest til Haile Selassie. »Wandering Woman« er en genindspilning af et af hans ældre numre og med sit letfængelige omkvæd et oplagt »sing-a-long« nummer. Her kommer det i en ny indpakning på en gammel Treasure Isle riddim. Numre som »Father God«, »Crafty« og »Stop the War«
leveres af en Luciano med en glød og indlevelse, som kun få andre reggae sangere i dag kan mestre og som på en eller anden måde er blevet hans varetegn.

Albummet (gen)anvender mange klassiske reggae rytmer fra Studio One, Joe Gibbs og Sly & Robbie heriblandt et par gamle kendinge, nemlig rytmerne til Gregory Isaacs hits »Love Is Overdue« og »Soon Forward«. En af mine favoritnumre på albummet er dog »Keep The Music Alive«, hvilket Luciano så overbevisende gør på dette album.

/Henrik Bæk


 
Designad för IE6+. Ytligt testad med Opera 7, Netscape 7.2 och Mozilla FireFox. Webdesign Jens Olsson. ©2004 Rootsy.nu. Powered by Notepad, Apache, MySQL & PHP
Denna sida är designad till tonerna av White Stripes och Rodney Crowell.